I TANKEN #31 vil vi gerne forføres. Vi ønsker en forførelse, vi søger en forførelse, vi har på forhånd sagt ja til den. Men det er ikke lig med, at vi ikke vil overraskes.
Forførelsen er et grænsefænomen mellem subjekt og objekt, aktivitet og passivitet, agens og kontroltab. Kan man vælge at lade sig forføre? Er der tale om en forførelse, hvis man på forhånd har sagt ja til den? Og hvilke risici og farer ligger der i et sådant fænomen, som altid befinder sig i et spændingspunkt mellem accept og afvisning?
Seducere: føre væk, føre bort, føre på afveje. Bortføre. Forførelsen kan være en manipulation, den er det måske altid. Men den er også noget vi drømmer om, noget vi ønsker at gøre og at blive udsat for. Forførelsen kan være gensidig. I så fald hænger to individer samtidigt i et ja og et nej, allerede hengivne og dog foreløbigt tilbageholdt.
Forførelsens forhold er et magtforhold, men det kan være svært at se hvem denne magt tilhører, hvis den overhovedet tilhører nogen. Forføreren har intentioner for den forførte, og retorikken slår hurtigt over i sammenligningen med jægeren og byttet. Men er forføreren ikke samtidig ’offer’ for sin drift, er de ikke besat af deres bytte, er de ikke selv på forhånd blevet forført af den, de begærer? Og er det ikke kun en sand forførelse, hvis det i sidste ende er den forførte, der har magten til at bestemme udfaldet? Oftest tænker vi forføreren som den aktive, hovedpersonen, mens den forførte blot er objekt. Kierkegaard skriver forførerens dagbog, ikke den forførtes. Men Cordelia har stadig en stemme i hans værk, og det kunne ikke have været skrevet uden hendes karakter. Har vi gjort fejl i at forfordele forføreren? Er det blevet tid til at skrive den forførtes dagbog?
Forførelsen rummer mere end det romantiske/erotiske forhold mellem to individer. Religioner kan være forførende. Politikere og politiske ideer kan forføre. Hvad er et folketings- eller præsidentvalg, hvis ikke en kamp mellem forførere? Tanker kan forføre. Bør man lade sig forføre af de filosoffer, man læser? Kan man overhovedet finde lysten i teksten, hvis man ikke lader den forføre én? Eller er det snarere kilden til blindhed og enden på kritik?
Slangen i paradis bliver kaldt en forfører og i forlængelse af den bliver Eva, Kvinden, til forfører af Manden. Øjeblikkeligt bliver den kvindelige lyst og forførelse dermed gjort til ondskab og fare, og Hendes drifter bliver på én og samme tid benægtet og begrænset.
Men er Gud ikke også en forfører? Er profeternes evne ikke netop at forføre? Hvad havde Jesus og Muhammad udrettet, hvis Gud ikke havde skænket dem evnen til at forføre? På samme måde kan den mystiske hengivelse ligne en forførelse. Hengivelsen dirrer, ligesom forførelsen, på grænsen mellem det autonome valg og den selvfornægtende overdragelse af kontrol til en Anden.
Forfør os med dine tanker, eller vis os hvordan du er blevet forført. Vi modtager både artikler, essays, digte og visuelle bidrag. Vi opfordrer alle uanset baggrund og tilhørsforhold til at sende.
Send dit bidrag senest den 27. oktober til tankensredaktion@gmail.com
LÆS MED