En tak til læsekredsene på filosofi. Noter forår 2024.
Tanker fra ”tid og væren”.
Det er som om, H’s projekt er at tænke væren uden på bekostning af det værende - det værende i dets sandhed som mangfoldigt.
Jeg tænker på, fx den mystiske erfaring, hvor væren lyser og gennembryder, forblænder på en sådan måde, at det værendes mangfoldighed og evindelige forandring ikke kan ses længere. Kun altet. Kun det evige. Som væren, der er givet hele tiden.
”Der gives væren”
Væren giver ikke sig selv.
Det er givet.
Vi snakkede om mildheden i dette udtryk ”Der gives”
Ikke det hårde ’at blive anråbt’ af samvittighedens kald, eller hårdt som beslutsomhedens store opgave.
Det er et mildt ”Der gives”. Væren trænger sig ikke på. Det kan ikke udsiges. For det er det, at der udsiges, at der gives.
Jeg tænker; Væren gives på samme måde som nærvær. Denne indsigt forbinder os til alle tider, gennem alle tider.
Det er interessante er dog, at væren gives på samme måde men tilskikker sig forskelligt altid. Intet værende kommer igen.
Væren tilskikkes, og det ”Der” i ”Der gives” tildrager sig, idet det tilkendegiver sig.
Noget med en gave forudsætter, at Det/den (den akt), der giver, ikke kan være indeholdt i Gaven selv.
Alligevel er det som om, at væren netop gives absolut. Det er det, at det gives, som ikke gives til tænkningen. I hvert fald den tænkning, der spørger sig; hvorfor gives væren? Hvorfor (er) der ikke snarere intet?
Det er miraklet.
Det givne. At det er givet, og det ikke gives til at forstå.
Det ”Der” i ”Der gives” er neutrummet.
En tom plads for en hændelse.
Jeg elsker: ”tildragelsen tildrager”.
Her tænker vi ikke andet end det samme fra det samme om det samme.
Refleksionen intensiverer gaven.
Kilden, der giver, der bliver ved med at give og give og hvad giver den?
Dette hvad kan ikke udtømmes, for akten er ikke afgrænset.
Det udspiller sig for os evindeligt.
H har affundet sig med at lade det forblive i stilhed.
Et fraværets nærvær; hvor nærværet i sin renhed mærkes, det er det, vi får.
En anden tanke: mennesket kan ikke forstå planten eller dyrets forhold til væren eller tiden.
Et forhold, der ikke kan gøre sig åbenbart for dem, som for mennesket.
At det netop kan gøre sig åbenbart er, fordi mennesket ikke på samme måde er ”i” tiden eller ”i” væren - som et værende, der er så meget i det, sådan at det ikke selv kan betragte det.
Mennesket er det, der kan ”stå ud”.
Ek-sisterer
Står ud af tiden.
Står ud af væren.
Da kan disse modtages.
Da kan mennesket håbe.
Vente på det kommende.
Det endnu ikke givne, nærværende.
Vi står ud, hvor afsendelsen og modtagelsen finder sted<3
Men derfor kan vi også lide på forhånd. Tage lidelserne på forskud, som vi siger.
Vi kan træde ud af vores eufori og fange os selv i den. Vi kan stå ud af vores forhold til tingene. Vi kan stå ud og blændes af Væren og af Intet. Skælve ved afgrunden og bæve i angst.
Men vi kan tro
og springe over afgrunden
eller hænge i den i ro
Mennesket er altså den, for hvem evigheden er til
Vi siger for evigt til hinanden
Jeg vil elske dig
for evigt
Hvad skal det dog betyde?
Ingen af os ved det.
Vores hjerter ved det.
De bærer evigheden.
Bærer ligesom det, de næres af
Nedskrevede tanker efter vores sidste læsekredsmøde om Heidegger, hvor vi var kommet igennem alle danskoversatte tekster.
Karen Møller-Munar
