Suverænen og spildt blod
Karen Møller-Munar
Den israelske invasion og tæppebombning af Gaza siden 7 okt. 2023 er et paradigmatisk eksempel på en suveræn akt, hvis princip kan findes i sætningen: suverænen må ofre liv for sin egen beståen.
Ofringens væsentlige rolle for suverænens magtudførsel vil belyses af Israels koloniale krig i Gaza, der på en og samme tid vil udslette den palæstinensiske befolkning såvel som overtage dets land. Samtidig findes selvofringen hos palæstinenserne som en måde at gøre sig fri fra den langvarige israelske dominans og undertrykkelse og med sit blod være vidner til en anden suverænitet, nemlig et palæstinensisk selvstyre og suverænt folk. Indeværende tekst vil bestå i en trefoldig analyse af suverænens forhold til ofringen, som den udspiller sig i den israelske-palæstinensiske kontekst: (1) i første omgang vil jeg kortlægge Walter Benjamins analyse af vold og dens forhold til retten, samt Agambens teori om den suveræne magt og homo sacer, der afslører, at suverænen opererer med en væsentlig skelnen mellem drab og ofring. Dette vil tjene til at være et begrebsligt udgangspunkt for en identificering af Israel som en suveræn magt, hvorunder palæstinenserens blod er dømt til at blive spildt. Med en kort indføring i de faktuelle omstændigheder i Gaza set i lyset af den israelske koloniale besættelse, vil analysen udvides med Achille Mbembes ide om nekromagten, der tilføjer en kolonial dimension til teorien om suverænen. (2) Dernæst vil jeg undersøge ofringen nærmere gennem Jean-Luc Nancys betragtninger om ofringen, blod og suverænitet, og samtidig komme ind på ofringens rolle og betydning set fra begge sider af den nuværende krig: fra Israels side og fra palæstinensernes side. (3) Til sidst vil jeg stille spørgsmålstegn ved ofringen som sådan, samt argumentere for, at en dekonstruktion af suveræniteten og den suveræne vold må indebære en dekonstruktion af ofringen.
Den suveræne magt og nøgent liv
Ofringens funktion i forhold til den suveræne magt må forstås ud fra en teori om suverænen, der beskriver den som en absolut magt over liv og død, hvorudfra ofringen som en bestemt type voldsform får sin betydning. Suverænens magt over liv og død, der viser sig som retten til at dræbe, kan klargøres gennem ideen om undtagelsestilstanden. Ideen om undtagelsestilstanden er bl.a. videreudviklet af Giorgio Agamben på baggrund af Carl Schmitts teori om den suveræne magt, og Walter Benjamins beskrivelse ret og vold som co-essentielle og uadskillelige. Agamben skriver: ”Suverænen er uskelnelighedspunktet mellem vold og ret, den tærskel, hvor volden går over i ret og retten over i vold.” (Agamben 2012, 48) Udgangspunktet for denne tese må hentes i Benjamins essay, Zur Kritik der Gewalt [Kritik af volden], hvori han skelner mellem den retsetablerende og den retskonserverende vold. Ifølge Benjamin kommer enhver statsmagt og juridisk orden ud af en første voldsakt, der har etableret den. Den retsetablerende vold er altid illegitim, idet den udføres, men legitimeres retroaktivt gennem den lov og ret, den sætter – ved magtens ”sejr”. Denne primære og oprindelige voldsakt lever videre i den etablerede statsmagt i form af en retskonserverende vold, hvis formål er, at sikre retsordenens og statsmagtens beståen. Det kan magten kun sikre ved at ”monopolisere” retten til vold, i det ”retten går ud fra, at vold i hænderne på enkeltpersoner indebærer en fare for, at retsordenen undergraves” (Benjamin 1973, 19). Benjamin påpeger, at voldens potentiale til at være retsetablerende – til at omvælte en retsorden og etablere en ny - lever videre i enhver retsorden hos dets borgere som en intern trussel, den aldrig helt kan fjerne (Benjamin 1973, 19). Potentialet kan aktualisere sig når som helst, og statsmagten er derfor dømt til at ty til volden (den retskonserverende). Det er ordenens skæbne; at den er produkt af det, der også er dens egen største trussel. Retsvolden udspiller sig som en dialektik mellem retsordenen - den etablerede magtinstans - og dets interne trussel, der viser sig som en retsetablerende vold. Selvom den retsetablerende vold, når den opstår kan ”modificere” eller omvælte den bestående retsorden og indsætte en ny, er den ikke dyb og rigtigt revolutionær. I sidste ende vil den ”nye” etablerede orden falde tilbage til samme logik, for så vidt den vil sikre sin egen varige eksistens og forvandle sig til retskonserverende vold. Benjamin pointerer dermed, at retsvolden i dens to forskellige udtryk (der dog kan synes at være modstående) alligevel begge har en fælles kerne. De er i deres dialektik udtryk for magtens evindelige herredømme – en uendelig kamp om magten for magten (Benjamin 1973, 36). Denne konklusion finder en større naturlig genklang i tekstens originale sprog. Det tyske ord Gewalt lader sig ikke entydigt oversætte til vold. På tysk betyder Gewalt magt eller en legitim autoritet såvel som vold. Gewalt henviser altså på en og samme tid til vold som til en legitim magt. De to betydninger er bi-implicerede. Den retsetablerende vold og den retskonserverende vold bliver hos Schmitt og senere hos Agamben overført til skemaet retskonstituerende og retskonstituerede magt, hvor Agamben hævder splittelsen mellem de to, får suverænen til at vise sig som en rest. Den suveræne magt kan ikke reduceres til hverken af dem. Den kan ikke formidles af loven alene eller indeholdes i retsordenen, da det er suverænen, som afgør begges gyldighed. Suverænen markerer retsordenens grænse ved den paradoksale proklamation: ”jeg, suverænen, som er uden for loven, erklærer, at der ikke er et uden for loven” (Agamben 2012, 29). Magten til at afgøre lovens gyldighed indebærer også magten til at suspendere den i form af en undtagelsestilstand, hvor normen træder ud af kraft, som fx i krig (hvis paradigme er krigsloven, hvor almindelige borgerlige frihedsrettigheder kan suspenderes i ubestemt tid).[1] Ifølge Carl Schmitt åbenbarer undtagelsestilfældet derfor ”den statslige autoritets væsen på den klareste måde. Her adskiller afgørelsen sig fra retsnormen, og autoriteten beviser (…) at den behøver ikke ret for at skabe ret.” (Ibid., 30; med citat fra Schmitts Politisk teologi 2009, 32-34). Undtagelsestilstanden, der bliver instantieret af en suveræn beslutning, vidner om, at den konstituerende magt latent lever videre i den etablerede retsorden og til hver en tid kan suspendere dennes virkning.
Da rettens primære henvisning er livet, består den suveræne magt i at kunne afgøre, hvilket liv retten står i forhold til, eller med andre ord, hvem der hører indenfor den juridiske orden, og hvem der er uden for. Som Agamben opsummerer: ”Suverænen afgør ikke om det tilladelige eller det utilladelige, men om den oprindelige indblanding af den levende i rettens sfære, eller med Schmitts ord i ”den normale gestaltning af de livsforhold”, som loven har brug for” (Agamben 2012, 41). For Agamben er paradigmet på den suveræne (bio)magt i form af undtagelsestilstanden homo sacer, som vil være afgørende for analysen om Israel som suveræn magt og dennes forhold til palæstinenseren.
I romersk ret blev homo sacer [det hellige menneske] bandlyst fra fællesskabet og retsordenen i form af, at homo sacer kunne dræbes af enhver uden straf. Ved at blive ekskluderet fra retsordenen, blev homo sacer samtidig inkluderet i form af en undtagelse, nemlig ved suspensionen af forbuddet om drab, der normalt gælder indenfor retsordenen. Flere har bemærket denne paradoksale karakter: hvor det er forbudt at beskadige de hellige genstande, er det tilladt at dræbe den hellige person (Agamben 2012, 90, 101). Tvetydigheden ved det hellige bliver skærpet af, at det desuden var forbudt at ofre homo sacer. Homo sacer består dermed i en ”dobbelt undtagelse”: fra den profane såvel som den religiøse (rets)orden. Ifølge Agamben svarer homo sacer til Benjamins begreb om det nøgne liv, som han beskriver ”holder rettens herredømme over det levende op” (Benjamin 1973, 37). Ifølge Benjamin er det nøgne livs forhold til retsvolden medieret gennem en skyld, som det nøgne liv er ”behæftet med, og som uskyldigt og ulykkeligt overantvorder den levende til den soning, som ”soner” hans skyld – og vel også forløser den skyldige dog ikke fra en skyld, men fra retten” (Ibid., 36). Den retsetablerende vold legitimerer sig selv gennem den levendes skyldighed, som retten i ”retfærdighedens” navn både udpeger såvel som soner gennem straf. Begrebet om skyldighed er altså intrinsisk forbundet til retten, sådan at en opløsning af retsvolden ifølge Benjamin må være en opløsning af skylden eller en radikal forvandling af den (Ibid., 36). Det nøgne liv viser for Benjamin, at retten og den magt, der sørger for rettens beståen, i sidste ende altid kommer før livet forstået som den blotte eksistens (Ibid., 38-39). Selvom retsvolden måske i første omgang kan synes at opstå ud af et retfærdighedens kald, går magten som tidligere nævnt fra starten ind og overtager retsordenen, således at det i sidste ende er for magtens overlevelse, at der udøves vold og afstraffes - ikke for retfærdigheden. I virkeligheden er retsvolden ”blodvold mod det nøgne liv for dens egen skyld” (Ibid., 37). For Agamben er det nøgne liv derfor suverænens oprindelige ydelse (Agamben 2012, 103). Den suveræne magt instantieres ved at bestemme og udpege det liv, der kan dræbes men samtidig ikke kan ofres. Homo sacer afslører dermed, at retsordenen opererer med en væsentlig skelnen mellem drab og ofring. Skillelinjen mellem de to vil være væsentlig for at forstå forskelsbehandlingen mellem israeleren og palæstinenseren, som finder sted indenfor Israels territorie såvel som i de besatte områder. Nøglen til dette må vi finde i blodet.
”Blod er symbol på det nøgne liv”, skriver Benjamin (Ibid., 36). Livet opretholdes af blodets ustandselige pumpen, og det spildte blod er det, hvis pumpen er blevet afbrudt. Det nøgne livs blod spildes men tælles ikke som sådan - hvad for suverænen ville være drab (der bør straffes) eller en ofring. Ved at udelukkes fra både den profane og religiøse orden, udelukkes homo sacers blod fra at kunne have en mening. Det er blod dømt som meningsløst før det spildes. I dets ekstreme visibilitet er det blevet usynligt. Det fremkalder ikke det tab af liv, som blodet ellers kunne have. Blodet er usynligt, fordi det bærer ingen rettigheder. Det er udelukket fra at have nogen etisk værdi. Det er hverken rent eller urent blod. For det urene blod er det, der traditionelt set gennem ofringen kunne renliggøres. Det nøgne liv taler i kødets, det blotte kød i dets sårbarhed, bandlyst fra enhver åndelig eller politisk deltagelse. Hvis vi mindes Aristoteles’ ord om mennesket som zoon politikon er det nærliggende at se homo sacer, det hellige menneske, som det, der er blevet fjernet sin menneskehed. Det, der ved at være bandlyst fra fællesskabet, ikke længere bliver betragtet som sådan. Menneskets natur som zoon politikon [politiske dyr] er for Aristoteles uadskilleligt knyttet til talen [lexis], sproget og fornuften [logos] - mennesket er zoon logon echon. Kun mennesket har for Aristoteles de kommunikative evner, der ligger til bund for fællesskabet og gør det essentielt politisk. Men det nøgne liv er blevet taget sine ord, eller suverænen kan ikke længere høre det. Det nøgne liv er det stille liv, og dets blod er stadig tilbage at tyde.
Spildt blod i Gaza
Det er ikke første gang Gaza og den besatte Vestbred er blevet fortolket ud fra ideen om undtagelsestilstanden og palæstinenseren identificeret som homo sacer (se fx Gregory 2004, Azoulay & Ophir 2022, Griffiths 2022). Eksemplerne er utallige; checkpoints, anholdelsesanstalter, fængsler, flygtningelejre, muren på Vestbredden/Israels separationsbarriere m.fl. Fremfor at lave en uudførlig gennemgang af, hvad der er en kompliceret sikkerhedspolitisk og territorial historie i Palæstina/Israel[2], vil mit primære fokus være den nuværende krig i Gaza påbegyndt d. 7 oktober, som en ekstremisering af forhold, der har været i gang siden oprettelsen af staten Israel i 1947.
Efter Hamas’ terrorangreb på Israel d. 7 oktober 2023, med 1,139 dræbte og 251 gidsler, erklærede Israel krig mod Hamas. I 2007 blev Hamas udvalgt i Gaza som følge af Israels fulde belejring af området siden 2006. (Azoulay & Ophir 2022, 187). Hamas’ er en paramilitia/terrororganisation, der kan få krigen til ligne endnu en Krig mod terror. På trods af denne umiddelbare lighed, er der med Israels 75 årige besættelse af Vestbredden og varige kontrol af Gaza tale om en helt anden en krigstype. Israel tilbagetrak i 2005 deres interne militære kontrol i Gazastriben og tog i stedet fuld kontrol af stribens aeriale såvel som maritime grænser. ”Gaza was enclosed, pen-like, with rare entry and exit permitted only to a few individuals and altogether prohibited over long stretches of time because the crossings often are closed” (Ibid., 186). Israel har siden udnyttet denne kontrol til at vedligeholde befolkningens levevilkår og eksistensmidler på grænsen til katastrofe; lige under ekstrem hungersnød. Israels forhold til striben er derfor ikke i form af retsordenens suspension i området, men derimod ved deres territoriale grænsekontrol og monitorering af al humanitær hjælp, herunder medicin og fødevarer (Ibid., 195) Mange ser Hamas’ angreb d. 7 oktober som et oprør mod den israelske besættelse. Og givet den israelske belejring af Gaza kan krigen ikke forstås som en kamp mellem ligeværdige og suverænt anerkendte statsmagter. Dissymmetrien springer også for øjnene, når man kigger på de nuværende dødstal og omfanget af tab på tilsvarende sider.
På nuværende stund er der efter 300 dage ifølge Gazas sundhedsministerium næsten 40.000 dræbte palæstinensere, 91.500 tilskadekomne, og angiveligt over 10.000 utalte under murbrokkerne, der er blevet dræbt siden 7 okt. (OCHA, 5 aug. 2024). Blandt de 28000 af de døde, hvis fulde identifikation er registreret, er 11.100 mænd, 9.351 børn, 5.320 kvinder 2.414 ældre (Ibid.). Alle disse tal er sandsynligvis meget højere. The Lancet Journal har i Juni udgivet en rapport, der estimerer et dødstal på op til 186.000 palæstinensere i Gaza, grundet kollapset sundhedssystem, alvorlig mangel på føde og drikkevand, og godt som ingen sikre steder for befolkningen at søge ly, samt utilstrækkeligt antal journalister tilbage i området (Khatib, R. et al. 2024). Det svarer næsten til 10 % af den totale befolkning på 2.1 mio. 1,9 mio. er internt fordrevne. På den anden side er der ifølge Israels sundhedsmyndigheder over 1.529 dræbte israelske borgere, størstedelen dræbt ved angrebet d. 7 oktober, 329 soldater dræbte og 2.176 tilskadekomne i Gaza eller langs grænsen. Blandt de 250 gidsler taget af Hamas d. 7 okt. er der fra start august angiveligt 116 tilbage i Gaza, hvoraf nogle betænkes at være døde. Gaza er under den totale destruktion. 63 % af alle strukturer var fra 3 juli ødelagt, alle uddannelsessteder (93 %), og nu med kun 12 ud af 36 hospitaler stadig i drift trods angreb (UNHR 2024). Gaza og palæstinensernes fremtid i området er jævnet med jorden.
Destruktionen i Gaza er fuldendelsen på Israels 55 års igangværende bosætterkolonialisme, og hvad der i dag ifølge flere anerkendte eksperter inden for menneskerettigheder er et fuldt udviklet apartheidsystem (UNHR 2024, 5). De sikkerhedspolitiske grunde til Israels ”krig mod Hamas”, der angiveligt begrunder den totale og systematiske destruktion af palæstinensisk infrastruktur og massemord af civile, kan ikke på en tilfredsstillende måde dækkes af ”retten til at beskytte sig selv”. I stedet må det anerkendes, at der er tale om et folkemord på den palæstinensiske befolkning (HRN 2024; UN NEWS 26 marts 2024).
Roden til Israels historiske systematiske undertrykkelse af palæstinensere, der en gang for alle i dag forsøges at bringes til ende, må findes i den zionistiske ideologi, som den israelske stat er grundlagt på. I kølvandet på Anden Verdenskrig og den uhyrlige holocaust blev tilvejebringelsen af en jødisk suveræn stat i det historiske Palæstina de forenede staters (UN) måde at afvikle den jødiske eksil. FN resolutionen skulle opdele det daværende britiske mandatområde af Palæstina til to stater; en jødisk og en arabisk. Tusindvis af jøder verden over emigrerede til Israel efter loven om retten til tilbagevending i 1950 blev oprettet, som gav alle jøder retten til direkte statsborgerskab i den israelske stat. Samtidig blev over 750.000, mere end halvdelen af den palæstinensiske befolkning, udvist, som i dag benævnes for begyndelsen af den igangværende Nakba, katastrofen. I dag er der ca. 5,9 mio. palæstinensiske flygtninge spredt rundt i flygtningelejre i Vestbredden, Gaza og Jerusalem, såvel som i Libanon, Jordan og Syrien (UNRWA), hvoraf nogle har været flygtninge siden Nakbaen, i alt 55 år. To folk mener de har ret til det samme stykke land, hver især kræver det under to forskellige og uforenelige historiske og religiøse narrativer. Hvert narrativ har udkrystalliseret sig som en definitiv og unik type blod. Den enes blod må spildes for, at den andens fredeligt kan løbe rundt. Siden 1947 har der ikke været fred i området, og Israel har siden da blot udvidet sit territoriale område samt suveræne greb.
”Since 1967, the human rights situation in the occupied Palestinian territory has been steadily deteriorating, primarily as a result of gross violations of international law, including racial segregation and subjugation by the occupying Power, Israel. This has taken various forms: draconian restrictions on Palestinian movement inside and outside the occupied Palestinian territory; repression of political and civic participation; denial of residency rights, status and family unification; dispossession of Palestinian land and property; forcible transfers; unlawful killings; widespread arbitrary arrests and detention, including of children; the obstruction and denial of humanitarian aid and cooperation; the denial of ownership and access to natural resources; settler violence; and violent suppression of popular resistance against the occupation. All together, these practices constitute collective punishment of the Palestinian people.”(Albanese, F. 2022, 4)
Zionismen, der gennemsyrer den israelske stats selvforståelse, har fra starten dømt palæstinenseren til at være homo sacer, dvs. nøgent liv. I dag indtager Israels suveræne vold på palæstinenseren gennem undtagelsestilstanden i Gaza på alle områder sin mest ekstreme form.
Spildt blod i Gaza: kolonien og undtagelsestilstanden
Udover de omfattende drab af civile og ødelæggelser på infrastrukturen, er et direkte eksempel på undtagelsestilstanden, hvordan Israel siden 7 okt. har anholdt og fængslet flere tusinder (op mod 10.000) palæstinensere uden en officiel anklage eller retssag under the unlawful combatants law. Loven følger den samme undtagelsesstruktur, der gør sig gældende for militærlov. ”The law, amended on July 30, 2008, permits the chief of the general staff of the Israel Defense Forces to incarcerate a person based on “reasonable cause” that “he is an unlawful combatant and that his release will harm national security.”” (HRW 2017). Blandt tilbageholdte fangere er der både mænd, kvinder, børn, læger, journalister og ”human rights defenders”, hvoraf de fleste er blevet taget mens de søgte ly i skoler og hospitaler, samt ved checkpoints i flugt fra farlige områder. For så vidt Israel anser alle palæstinensere som potentielle trusler mod den nationale sikkerhed, svarer loven til suspensionen af civil ret, hvis procedure består i en anklage og en retssag. Selvom Israel før oktober har udført samme praksis (med 800.000 palæstinensiske fangere siden 1967), er den efter krigens begyndelse intensiveret, både med hensyn til mængden af anholdte såvel som de vilkår, de udsættes for i fængslerne (B T’selem 2024, 10). På baggrund af flere løsladte fangere, samt læger og menneskerettighedseksperter, er de fleste fangere blevet udsat for tortur, seksuel chikane eller anden ekstrem vold. Volden tager alle dens former:
”Detainees have been subjected to prolonged blindfolding, the prolonged deprivation of food, sleep deprivation, water and medical attention, prolonged exposure to the cold, being forced to kneel on gravel, deliberate humiliation, blackmailing, electric shocks, being burnt with cigarettes, and given hallucinogenic pills.” (Ibid.,12)
“Israeli medical personnel and whistleblowers have reported that injured detainees from Gaza were held at a field hospital established in the Sde Teiman compound, where they were blindfolded at all times, their arms and legs shackled to their beds, and they were fed through a straw.” (Ibid., 11-12)
Agambens mest brugte eksempel på den suveræne undtagelsestilstand er de nazististiske koncentrations- og udryddelseslejre, hvor flere millioner jøder på få år under Anden Verdenskrig blev myrdet. “Lejren er blot det sted, hvor den absolutte conditio inhumana blev virkeliggjort, dvs. den mest umenneskelige tilstand, som har fundet sted på jorden” (Agamben 2012, 198). Selvom koncentrationslejrene under det nazistiske regime anses for at være undtagelsestilstanden i sit mest ekstreme udtryk, er det forfærdeligt at se niveauet af dehumanisering og vold, som Israel udøver på palæstinensere i nuværende tilbageholdelsesanstalter. Den internationale menneskerettighedslov, krigsloven samt international humanitær lov er på flere områder overtrådt (at blive anholdt uden anklage og retssag eller adgang til advokat på ubestemt tid og konsekvent brug af tortur), og flere israelske menneskerettighedsorganisationer krævede på grund af de inhumane vilkår i april 2024 nedlukningen af Sde Teiman tilbageholdelsesanstalten (UNHR 2024, 12;19). Lejren opererer stadig i dag.
Israels suveræne magt kan karakteriseres for, hvad Achille Mbembe kalder for nekromagten, som konkretiserer de tilfælde, hvor biomagtens ret til at dræbe udøves på et racistisk og etnisk grundlag. Ifølge Mbembe er nekromagtens krig forankret i en territorial forvaltning, hvis paradigme er kolonien.
“In the colonies, the sovereign might kill at any time or in any manner. Colonial warfare is not subject to legal and institutional rules. It is not a legally codified activity. (…) Peace is not necessarily the natural outcome of a colonial war. In fact, the distinction between war and peace does not hold. Colonial wars are conceived as the expression of an absolute hostility setting the conqueror against an absolute enemy (…) Here [in the colonies], the fiction of a distinction between war’s “ends” and its “means” collapses, as does the fiction according to which war is a rule- governed contest, as opposed to pure slaughter without risk or instrumental justification. ” (Mbembe 2019, 77)
Kolonien er the site for endless war. (Ibid., 76) Hvilket også er: i nekromagten er krigen en figur som ustandseligt vender tilbage. Undtagelsen er blevet til reglen. Krigen, undtagelsestilstanden, det frie spil for drab og myrdelse af fjenden, den Anden (Ibid., 66). For Mbembe er Israel et klart eksempel på en nekromagt, hvis flerfoldige diskrimination, misbrug og voldudøvelse på palæstinenseren kontinuerligt bliver refereret til som undtagelse.
“As the Palestinian case illustrates, late modern colonial occupation is a concatenation of multiple powers: disciplinary, biopolitical, and necropolitical. The combination of the three grants the colonial power absolute domination over the inhabitants of the occupied territory. The state of siege is itself a military institution. It allows for a modality of killing that does not distinguish between the external and the internal enemy. Entire populations are the target of the sovereign.”(Ibid., min kursiv, 82-83).
Den koloniale logik opererer netop som adskillelsen og segregationen af territorier, befolkningsgrupper, etniciteter og racer på en sådan måde, at undtagelsestilstanden - og terroren - kan gøre sig gældende for nogen og ikke for andre på en og samme tid (Ibid., 80). Fx opererer Israel med en form for ”vertikal” suveræn magtudøvelse i Vestbredden, idet der gælder to lovsystemer på samme tid og samme sted, hvor den ene - den israelske lov - gælder for jødiske israelske bosættere og den anden - en militærlov - gælder for den palæstinensiske befolkning (Mbembe 2019, 81). Gaza såvel som den besatte Vestbred og dele af Jerusalem er kolonier, hvor hele den palæstinensiske befolkning er homines sacri - er dømt dræbelige. Med krigen i Gaza udspiller det sig som massedrab og bombning på civilbefolkningen, samtidig med en belejringstaktik, der udelukker tilstrækkelig humanitær hjælp til at kunne komme ind i området. Hele befolkningen er ved randen til hungersnød. På Vestbredden er volden mod palæstinensere ligeledes intensiveret i perioden med over 1000 angreb fra israelske bosættere og dobbelt så mange fordrevne (over 3000) sammenlignet med de forrige 10 måneder (OCHA 7 aug. 2024).
Indtil videre har jeg primært fremstillet den suveræne magts greb på det nøgne liv og dermed fulgt den traditionelle skildring af forholdet, der portrætterer det nøgne liv og homo sacer som et passivt offer for den suveræne vold med begrænsede muligheder for agens. Homo sacers passive skildring er en af de mest rejste kritikpunkter mod Agambens teori om det nøgne liv (se fx Griffiths 2022, 1644). Jeg vil imidlertid rette mit fokus på ofringens betydning netop ud fra homo sacer, som den, der er dræbelig men bandlyst fra ofringen. Eksklusionen fra ofringen er en ledetråd til, at det netop er herigennem homo sacer på den mest direkte måde emancipatorisk kan modsvare suverænen. Ofringen er derfor genstanden for næste del af min analyse.
Ofringen: en indvielse til suverænen
“As a word for what we do with our bodies, “sacrifice” says too much or too little. It states (in principle) the passage of a body to the limit at which it becomes a common body, the spirit of a communion for which it becomes the effective material symbol (hoc est enim…), an absolute self-bonding of sense in blood and of blood in sense. But we have no sacrifices today, this is no longer our world. The blood that flows from our wounds flows terribly, and only terribly, as the Spirit flowed from the wounds of Christ, dissolving drop by drop.” (Nancy 2008, 79, min kursiv)
Vi må begynde med blodet. Hvor det nøgne livs blod er bandlyst fra at have en mening, er ofringen den akt, hvorigennem blodet konsekreres til en evig mening. Ofringen er ikke det samme som drab. Både i etisk, politisk og religiøs forstand er den en indvielse til noget suverænt, der giver den en symbolsk mening. Ofringen er en akt, hvis betydning fås gennem en absolut anerkendelse af den Andens ubrydelige suverænitet, om det er i form af en absolut transcendens, det absolut gode (som hos Platon), Kants morallov, Hobbes commonwealth eller Rousseaus suveræn repræsenteret i almenviljen. Forholdet mellem skabelsen af mening og motivet om suverænitet har altid været gennemgående i vores tænkning. Så snart noget indtager en mening, er den altid blevet tænkt relativt til en suveræn mening, som har ”intet over sig”. Suverænen er ”the unsurpassable, the unconditional, or the nonsubordinable” (Nancy 2000, 132). Anselms gudsbevis er paradigmet på denne intuitive bevægelse, og ofringen er netop en helt bestemt artikulation af forholdet mellem mening og suverænitet. Ofringen er en transgression af noget for noget andet, en erstatning af noget uerstatteligt, hvor materiens grænser overskrides ved sin symbolske overførsel og således bekræfter et hinsides, et større. Dette er en bekræftelse, som suverænen lever på. Som også er: suverænen må ofre liv for sin egen beståen. Man kan spørge sig selv, hvorvidt der ville være suverænitet uden ofringen, der er en bekræftelse af den. Det er nærliggende at foreslå, at suverænen eksisterer netop i kraft af ofringen, hvor et spildt blod evigt vier sig til den. For hvis vi ser bort fra den primitive ofring (af dyr eller mennesker) for en gud eller flere guder, er ideen om selvofringen et grundlæggende etisk og politisk motiv. Strukturen er grundlæggende den samme: for fællesskabets skyld, for det fælles gode, må det individuelle til en hvis grad ofres.[3] Denne ”uskrevne kontrakt” mellem suverænen og dens borgere kommer tydeligst frem i krigen, hvor ideen om ”nationalhelten”, der går i døden for fædrelandet, er et klart eksempel på, hvordan suverænen gør brug af ofringslogikken for sin egen sags tjeneste.
Ofringen er en passage fra den enkelte, det singulære og uerstattelige, til fællesskabet, og det delte. Hvad er mere delt og fælles end sproget? End ideer, betydninger, mening? Alle samlet sammen i et - i blodet, der foreviges ved sin symbolik? Det ofrede blod er suverænens blod. Interessant er det, hvordan alle nationalistiske ideologier opererer med ofringslogikken. Også zionismen. (Feldman 2010). Hitler teoretiserede arieren netop som den, der ofrede sig selv for fædrelandet, hvorimod jødens blod de facto var bandlyst fra at kunne indgå i en ofring (Nancy 1991, 32-33).
Udover nationalhelten findes der også en anden form for selvofring, som eksemplificeres af to af dens mest ufravigelige skikkelser: Sokrates og Jesus. Som Nancy skriver det:
”Socrates and Christ are both condemned, both of them by an iniquitous condemnation which, as such, neither the victims nor the executioners represent as a sacrifice. But the carrying-out of this condemnation is, in turn, represented as a desired sacrifice, willed and sought after by the entire being, by the life and the thought or message of the victims. It is, in the fullest sense of the words, and in both senses of the genitive, the sacrifice of the subject.” (Nancy 1991, 22)
Det interessante med disse to eksempler er netop, hvordan begge i forvejen er fordømte og dog ikke anerkendt som ofringer. Selvofringen består her i, at man giver sig hen til den suveræne vold, man er offer for, men hvis betydning netop forskydes ved at vælge den til. Fra blodvold mod nøgent liv, forvandler selvofringen døden til at være et udtryk for frihed. Døden forvandles til en gave. Selvofringens emancipatoriske dimension viser sig som at tage ejerskab over ens omstændigheder, i det lille rum af frihed, der er ved grænsen til døden. Som Mbembe har bemærket: ”Whether read from the perspective of slavery or that of colonial occupation, death and freedom are irrevocably interwoven (Mbembe 2019, 90-91). Den menneskelige frihed indebærer netop, at man er fri til at tage sit eget liv - selv i det øjeblik, hvor en anden tager det. Selvofringen afslører derfor frihedens væsentlige forhold til døden. Den paradoksale relation artikuleres, som Jacques Lacan også skarpt har pointeret, at hvis man stod overfor det eksklusive valg mellem frihed og død, måtte man vælge døden for at have frihed (Zupančič 2011/2000, 218). For en frihed uden frihed til døden er ingen frihed. Det er netop dette, der gør, at selvofringen og martyrium spiller en helt særlig rolle i den palæstinensiske frihedskamp.
Martyrium og Palæstina
Martyrium har haft en væsentlig rolle for den palæstinensiske selvforståelse under besættelsen. Det er ikke mærkeligt, at selvofringens betydning har vokset sig større for et folk, der allerede forventer at blive uretfærdigt dræbt. Når døden alligevel altid befinder sig rundt om hjørnet, er selvofringen en måde at tage magt over sin egen død og indvie den til en højere mening - her for et frit og selvstændigt Palæstina. Palæstinensere betragter i dag alle dræbte under israelsk hånd siden begyndelsen på nakbaen som martyrer. Som martyrer er de med deres død vidner til den palæstinensiske kollektive lidelse. “The Palestinians, for their part, turned their dead into sacred victims and self-sacrifice into a lethal mode of operation. Every casualty was declared a shaheed (witness) who not only sacrificed his own life for a noble cause but also, through his own death, bore witness to the conditions of his abandonment” (Azoulay & Ophir 2022, 184).
Martyriets betydning i den palæstinensiske frihedskamp ses tydeligt skildret hos selvmordsbomberne, der har været en central type terroraktion blandt palæstinensiske organisationer særligt under den anden intifada i årene 2000-2005. Oftest er selvmordsbombning portrætteret som et ”barbarisk terrorattentat”, af Israel såvel som af vestlige medier. Det er en fremstilling, der tjener til at forstærke Israels fortælling om araberen som barbarisk og Israel som en udviklet civilisation - en typisk fortælling for alle koloniale/imperialistiske statsmagter.[4] Selvom det at skabe terror er et vigtig element i selvmordsbomber, har de i kraft af at blive betragtet som selvofringer en større betydning for palæstinenserne (Whitehead & Abufarhar, 405). Gennem selvofringen ser palæstinenseren sin nation blive instantieret. De kan derfor med rette i stedet kaldes for selvofringsbomber.
Selvofringsbomber har forvandlet martyren i det palæstinensiske narrativ fra primært at være passivt offer [shahid] til en aktiv helt [istishhadi] (Khalili 2007, 78). Neil L. Whitehead and Nasser Abufarhar har blandt andet analyseret martyrium og selvofringsbombningens poetiske og symbolske betydning, der indebærer mere end den umiddelbare terror, de vil påføre israelerne og Israel. Helt konkret ses det, at det palæstinensiske budskab spredes sammen med den ofredes blod og kød:
”In the context of the sacrifice of Palestinian bodies in Palestine there a homologic relation such that the dismembered body parts of the bomber create a new universe within which Palestine is "alive." In Palestinian cultural representations of these acts of sacrifice and martyrdom, the blood is "water" that nourishes the fields where streams would flow and birds would sing. The human flesh is "soil" where flowers bloom. These meanings are conceived through a poetic reading of such violent performance where sensory meanings are polarized between realities and aspiration. (Whitehead & Abufarhar, 401)
Blodets symbolske mening, som kan spredes udover landet, finder vi også direkte skildret i martyren Mahmoud Salem, som inden sin Ashdod operation i marts 2004 skrev: “We have to defend our blessed land against the occupiers with the last drop of blood in our veins. We will fight them until Jaffa, Haifa, and Ashkelon return”. Samt i martyren Samer Shawahnas ord, som udførte Hadera operationen i november 2001: “We, the martyrs, may talk less, since we have realized that blood talks louder” (Bana 2015, 26-27).
Blodet taler højere. Og dog kan ofringen ikke gør sig selv fri fra en suveræn præmis. Selvom der i tilfældet med palæstinenserens selvofring kan være tale om en emancipatorisk praksis mod en suveræn magt (her Israel), er det samtidig bekendelsen af en anden, nemlig Palæstina. Det er en symmetrisk respons, som opererer med en tilsvarende suveræn ofringslogik. I sidste ende eksponerer det palæstinensiske martyrium, at den suveræne dødsøkonomi består i at adskille ofringsværdige liv fra ikke-offerbare liv. Med andre ord: i sidste ende er det altid suverænen, der vinder. Den radikale intervention på den suveræne magt vil være den fulde opgivelse af ofringslogikken i sin helhed. Tragedien er dog, at så snart der findes en suveræn magt, og livet som konsekvens heraf indfanges i en ofringsøkonomi for suverænens beståen, vil det ikke kunne undgå at stå i forhold til den (i positiv eller negativ forstand). At palæstinenseren ser selvofringen som en udvej, er derfor ikke mere end et bevis på en større uløselig problematik forbundet til suveræniteten som sådan. En problematik, der kommer ud af retten og voldens uadskillelighed, som gør, at så snart fællesskabet konsekreres i en suveræn magt, vil denne producere nøgent liv, som er bandlyst fra det. Suverænen kan med andre ord ikke acceptere ideen om livets ukrænkelighed, da det ville være det samme som at give afkald på sin fuldkomne magt over liv og død. Opløsningen af den suveræne magt går altså hånd i hånd med opløsningen af ofringen. Indsigten er den samme, som fik Benjamin til at pege på, at det er opløsningen af skylden, som det nøgne liv er behæftet med, som kan opløse retsvolden en gang for alle. Ikke desto mindre kompliceres spørgsmålet om, hvorvidt ofringen bør forkastes, dog af, at suverænen i moderne demokratier repræsenterer den/det, der kan sikre det gode liv og tilvejebringe retfærdighed. Ofringen har altså ledt os ind en af nutidens moderne politiske problemer, som Arendt identificerede det: et liv uden rettigheder, som er garanteret af en suveræn nationalstat, er i eksil. Et liv uden ofringens mulighed og suverænitet som sådan er derfor stadig tilbage at betænke.
Problemet med homo sacer som nøgent liv kan ligeså passende opspores gennem sin modsætning; dvs. det liv, som suverænen betragter som ofringsværdig men ikke dræbelig - hos borgeren, hvis blod kan være nationens symbol. Israelerens villighed til at ofre sig for fædrelandet er en og samme ting, der gør ham i stand til at dræbe, chikanere og torturere palæstinenseren, ligesom det modsat gør den palæstinensiske selvofringsbomber i stand til i sin ofringsakt at dræbe israelske civile. Alle fascistiske ideologier bruger netop ofringen til at tilvejebringe fuldkommen destruktion og legitimere massemord. Med ofringen omkranses den suveræne volds offer med national ære, og suverænen forblænder således borgeren fra at se den suveræne vold i dens blotte og bare nådesløshed. I virkeligheden er værdsættelsen af noget liv over noget andet, forskellen mellem nøgent liv fra liv inkluderet i retsordenen, blot en ideologisk konstruktion og ikke en ontologisk funderet forskel.
Mit argument vil derfor være i forlængelse af Jean Luc Nancys, der i The Unsacrificable argumenterer for, at eksistensen ikke kan ofres. Han skriver:
”Western sacrifice is haunted by an Outside of finitude, as obscure and bottomless as this "outside" may be. But there is no "outside." The event of existence, the "there is," means that there is nothing else. (…) [T]here is nothing to accord, nothing but "nothing." "Nothing" is not an abyss open to the outside. "Nothing" affirms finitude, and this "nothing" at once returns existence to itself and to nothing else. It de-subjectivizes it, removing all possibility of trans-appropriating itself through anything but its own event, advent. Existence, in this sense, its proper sense, is unsacrificeable” (Nancy 1991, 37).
Der er kun den finitte eksistens, der uendeligt refererer tilbage til sig selv. Eksistensen er givet men er ikke til at ofre i den forstand, at der ikke er en Anden, igennem hvilken eksistensen kan konsekrere og trans-appropriere sig til noget evigt. Der er det finitte, og det evige er en ide, der beslører det faktum, at de døde ikke vender tilbage. At den ”ofredes” eksistens ikke kan helliges ved sin ofring, men derimod at det hellige består i dets givethed, fra fødsel til døden. Drabet eller selvmordet kan altså ikke forhøjes eller bekendes til en transcendens, selvom hele vores voldsøkonomier ustandseligt falder tilbage til at fortolke sig selv ud fra det. Vi forsøger at give det en mening. Men at adskille mellem drab og ofring forbliver det samme som at abonnere på den logik, der adskiller rent fra urent blod. Disse dikotomier hjemsøger endnu vores politik, kroppe og liv. Den moderne erkendelse må derfor være, at det nøgne liv og dets drab ikke længere kan gemme sig bag begrebet ofring.
Denne tekst blev skrevet som eksamen til Anvendt filosofi på KU, forår 2024.
Referencer
Agamben, Giorgio. 2012. Homo Sacer: Den suveræne magt og det nøgne liv. Oversat af Carsten Juhl. Klim.
Albanese, F. (UN) 2022. “Report of the Special Rapporteur on the situation of human rights in the Palestinian territories occupied since 1967”. United Nations: https://www.un.org/unispal/document/children-report-of-the-special-rapporteur-on-the-situation-of-human-rights-in-the-palestinian-territories-occupied-since-1967-francesca-albanese-a-78-545/
Azoulay, Ariella, & Ophir, Adi. “Abandoning Gaza.” i Agamben and Colonialism: 178–203. Edinburgh University Press.
Bassam Yousef Ibrahim Bana. 2015. “The Profile of the Palestinian Suicide Martyrs (Istishhadiyin)”. European Scientific Journal, vol. 11, no. 5.
Benjamin, Walter. 1973 [1920/21]. “Forsøg på kritik af volden” (overs. Fink, H.C.) i Kulturindustri: Udvalgte Skrifter. Forlaget Rhodos.
B’Tselem [The Israeli Information Center for Human Rights in the Occupied Territories] 2024. “Welcome to Hell”. https://www.btselem.org/sites/default/files/publications/202408_welcome_to_hell_eng.pdf
Chomsky, Noam, and Ilan Pappé. 2015. On Palestine. Redigeret af Frank Barat. Haymarket Books.
Feldman, Yael. 2010. Glory and Agony : Isaac's Sacrifice and National Narrative. Redwood City: Stanford University Press.
Gregory, Derek. 2004. The Colonial Present: Afghanistan, Palestine, and Iraq. Oxford: Blackwell.
Griffiths, M. 2022. “Thanato-geographies of Palestine and the possibility of politics”. Environment and Planning C: Politics and Space, vol. 40, no. 8: pp. 1643-1658.
HRN, 15. maj 2024. Genocide in Gaza: Analysis of International Law and its application to Israel’s Military Actions since October 7, 2023”. https://www.humanrightsnetwork.org/genocide-in-gaza
HRW, marts 2017. “Gaza: ‘Unlawful Combatants Law’ Violates Rights”. https://www.hrw.org/news/2017/03/01/gaza-unlawful-combatants-law-violates-rights
Khalili L. 2007. Heroes and Martyrs of Palestine: The Politics of National Commemoration. Cambridge University Press.
Khatib, Rasha, et al. 2024. “Counting the Dead in Gaza: Difficult but Essential.” The Lancet (British Edition), vol. 404, no. 10449: pp. 237–38.
Lamont, Michèle, et al. 2016. Getting Respect: Responding to Stigma and Discrimination in the United States, Brazil, and Israel. Princeton: Princeton University Press.
Mbembe, Achille. 2019. Necropolitics. Oversat af Steve Corcoran. Duke University Press.
Nancy, Jean-Luc. 1991. “The unsacrificable”. Oversat af Richard Livingston, udgivet Yale French Studies, no. 79. Yale University Press.
Nancy, Jean-Luc. 2000. Being singular plural. Stanford, Calif.: Stanford University Press.
Nancy, Jean-Luc. 2008. Corpus. Fordham University Press.
OCHA. 5 aug. 2024. “Humanitarian Situation Update #200 | Gaza-Strip”. https://www.ochaopt.org/content/humanitarian-situation-update-200-gaza-strip
OCHA. 7 aug. 2024. “Humanitarian Situation Update #201 | Gaza-Strip” https://www.ochaopt.org/content/humanitarian-situation-update-201-gaza-strip
Rousseau, Jean-Jacques. 2007. Samfundskontrakten. København: Det lille forlag.
Schmitt, Carl. 2009. Politisk teologi og Romersk katolicisme og politisk form. Information.
Schmitt, Carl. 2009. Politisk teologi og Romersk katolicisme og politisk form. Information.
Whitehead, Neil & Abufarha, Nasser. 2008. “Suicide, Violence, and Cultural Conceptions of Martyrdom in Palestine”. Social Research: An International Quarterly, no. 75: pp. 395-416.
UN NEWS. 26 marts, 2024. “Rights expert finds ‘reasonable grounds’ genocide is being committed in Gaza”. https://news.un.org/en/story/2024/03/1147976
UN NEWS. 21 maj, 2024. “Gaza: WHO chief calls for end to latest hospital siege”. https://news.un.org/en/story/2024/05/1150016
UNHR. 2024. ”Thematic report: Detention in the context of the escalation of hostilities in Gaza (October 2023-June 2024)”.
https://www.ohchr.org/sites/default/files/documents/countries/opt/20240731-Thematic-report-Detention-context-Gaza-hostilities.pdf
UNWRA. “Palestine refugees”. https://www.unrwa.org/palestine-refugees
Zupančič, Alenka (2000). Ethics of the real: Kant, Lacan. New York: Verso.
Citat fra Benjamin Netanyahu: https://law4palestine.org/law-for-palestine-releases-database-with-500-instances-of-israeli-incitement-to-genocide-continuously-updated/
[1] Undtagelsestilfældet er ikke det samme som en simpel udelukkelse men snarere ifølge Agamben en inkluderende eksklusion, eller en ekskluderende inklusion. Forskellen mellem udelukkelsen og undtagelsen er, at det ekskluderede i sidstnævnte forbliver i et forhold til det, det er ekskluderet fra. Reglens undtagelse kan altså kun forstås i forhold til reglen i form af dens suspension, eller ophør.
[2] Dette udtryk bruger jeg til at henvise til området from the river to the sea. Det er et terminologisk valg at sidestille de to og dermed have et mere neutralt ideologisk udgangspunkt i forhold til uenigheden om hvem, området tilkommer. Tilsvarende vil jeg referere til Palæstina og Israel, når der er tale om hver entitet som statsmagt.
[3] Fx i Rousseaus teori om den sociale kontrakt, hvor alle borgere for suverænen og fællesskabet skal ofre alt ved deres individuelle viljer, som på nogen måde kunne gå imod fællesviljen. Ligeledes skal individet i Kants deontologiske etik, undertrykke sin patologiske natur og ofre sit patologiske begær for at følge almenloven.
[4] Citat fra israelske statsoverhoved, Benjamin Netanyahu, om palæstinenserne fra en tale holdt juleaften 2023: “we’re facing monsters, monsters who murdered children in front of their parents . . . This is a battle not only of Israel against these barbarians, it’s a battle of civilization against barbarism”.
